Christiansfeld  - Transformation og nybyggeri af almene boliger

Uddrag fra vores konkurrencebeskrivelse ; "Christiansfeld før, nu og i morgen - mellem dogmatik og pragmatik"

1. præmie i indbudt konkurrence

​

Idealbyen

Herrenhutternes bosættelse på Christian d. VII´s jorde i 1773 nærmest indvarsler idéen om den moderne haveby, der i dag er et centralt element i vores fælles forståelse af boligkultur og det “gode liv”. Som senere eksempler på bebyggelser der har lært herfra kan nævnes lægeforeningens boliger på Østerbro i København af Gottlieb Bindesbøll, hvor små private haver og større grønne fællesrum danner en æstetisk ramme for fællesskab, der ikke ekskluderer de besøgende, som naturlig gennemstrømmer bebyggelsen. En væsentlig kvalitet også i udviklingen af Christiansfeld som destination.

I Brødrenes egen beskrivelse af 1789 hedder det; “Bygningerne som til en del er anselige af moderne byggeart og mestendels massive, alle med stentag (red. tegl) er ej tæt sammen, men i nogen distance fra hverandre byggede, ethvert hus med gårdsrum og have forsynet” (kilde: Bevaringsplan udarbejdet af det særlige bygningssyn 1996) Hvad der i dag burde være særligt inspirerende, er idéen om, at boligen gives adgang til et sundt nærareal, hvor dyrkning til eget forbrug oprindeligt har været en væsentlig og bæredygtig ressource. Noget vi igen i dag genfinder om ikke andet som tilskud til de fødevarer, vi har adgang til i det lokale supermarked. Idealplanen for Christiansfeld har tydelige træk relateret til barokkens symmetri, men dens særlige sagte og prunkløse karakter er skabt med udgangspunkt i brødremenighedens helt unikke oprindelse, historie og liturgi. Den indfinder sig såvel i byens skala, byens uderum og bygninger. Såvel i helhed som i enhver detalje. Det gælder husenes byggeskik, båret af en håndværkskultur plantet i mulden men stræbende mod himlen. “Gedigent håndværk med på alle måder gennemtænkte detaljer, hvor kvalitet og holdbarhed er prioriteret højere end pris eller præstigeprægede elementer” (Vadstrup 2016)

Jørgen Bøytler beskriver i bogen “Gribe og begribe”, hvorledes det egalitære religiøse fællesskab bor ligeværdigt mellem og í husene. Som eksempel herpå beskriver han Kirkepladsen som “en plads, der inviterer til mere uformelle fællesskaber i æstetisk højt kvalitative omgivelser”(Bøytler 2015). Byens plan tager oprindeligt afsæt i et overordnet set dogmatisk målesystem, der har rod i Brødremenighedens tidlige “mystiske” elementer. Udgangspunktet er et besjælet talsystem og symmetri, der afspejler det religiøse leverum inkl. opdelingen mellem køn og lodtagning om vigtige beslutninger. Byen er med udgangspunkt i Kirkepladsens centrum udlagt efter et målesystem på 8x8 hamburgske alen. Vigtige hovedmål som f.eks. kirkepladsens bredde og længde fremkommer ved fordobling og halvering med særlige besjælede og “smukke” lige tal som 80 og 96. Havebyens jordlodder med byggefelter indskriver sig i bredder af tyve alen, der fremkommer som halvering af de fyrre alen. Når Verdenskulturarvsbyen Christiansfeld så klart fremstår som den fornemste repræsentant for Herrenhutternes idealbyer, skal forklaringen blandt andet findes i, hvorledes denne karakter og disse træk fortsat træder tydeligt frem. Hertil skal lægges at Christiansfeld er en levende by og ikke et museum. Allerede kort tid efter dens grundlæggelse kan man til den beskrevne dogmatik lægge, hvad man kunne kalde hverdagens pragmatik. De klare rammer har ikke udelukket men understøttet byens udvikling. Respekten for de fælles kvaliteter har kun kortvarigt eller meget punktvis været truet. Frem træder i dag en by, der er “ideel” men praktisk og bæredygtig at leve i ! Som eksempel på den pragmatiske udvikling byen har gennemgået ses et væld af tilbygninger, hvor den bæredygtige byggeskik tillader, at man adderer og forandrer inden for rammerne. Således har mange af borgerhusene langs Lindegade fået knopskydninger og tilbygget fag til hvad, der oprindeligt var klart afgrænsede og symmetriske huse med gavle og afstand til jordloddets afgrænsning. Lindegade har derfor mistet nogle af de gennemskæringer, som dog stadigt er markante og synlige som kig nord/syd. En kvalitet som vi har været særligt opsat på at fastholde og videreudvikle.